
Dette efterår viser MusikTeatret i samarbejde med biblioteket fire musikfilm, som kommer omkring fire forskellige musikere/bands. Hver gang er der en kort introduktion til filmen og et efterspil i MusikTeatrets foyer, f.eks. med debat, musikbingo eller andet, som runder filmaftenen af. Alt sammen indeholdt i den ordinære billetpris! Aphaca er et af tidens mest succesrige, danske bands, som senest på kun fire dage udsolgte sin annoncerede koncert i Parken, hvor der kan sidde 50.000 mennesker. Koncerten er 10. oktober – og i slipstrømmen af den vises nu filmen ”Aphaca – brug for hinanden” om Bertram, Bertil, Rumle og Noah, som har spillet sammen siden 8. klasse og som har vokset sig til stjernestatus i rekordfart. Hvordan navigerer man i det hele, når hverdag, skole, venner, kærester og familie skal kæmpe om pladsen med øvelokalet, musikstudiet og livekoncerterne? Hvem er man på scenen, og hvem er man, når man træder ned igen? Pludselig har de fire venner mere brug for hinanden end nogensinde før. Til at introducere film kommer Emil Næsby Hansen, filmens instruktør. Han fortæller bl.a. om det at lave en film om fire drenge der har et band sammen og ikke om et band med fire drenge. Hvad er forskellen? Han fortæller om hvordan han mødte drengene inden de slog igennem og hvordan hans fokus ligger på de enkelte mennesker og ikke på selve bandet. Efter filmen kan man diskutere filmen med instruktøren i foyeren i uformelle rammer. Emil Næsby Hansen har bl.a. instrueret kortfilmene 'Godstog' og 'Guf', før han startede på filmuddannelsen Super16, hvorfra han tog afgang i 2014. Hans førsteårsfilm, 'Thy som tilstand', blev nomineret til en Ekko Shortlist Award for bedste dokumentar. Synopsis: APHACA - BRUG FOR HINANDEN er et nærværende og intimt portræt af fire drenge, der tager hele Danmark med storm. En film fyldt med håb og drømme midt i en larmende verden, hvor vi har brug for hinanden. En film om Aphaca. Bertram, Bertil, Rumle og Noah har haft et band sammen siden 8. klasse og har netop fået deres første pladekontrakt. Det er en stor drøm, der går i opfyldelse, og drengene skal pludselig navigere mellem hverdag, skole, venner, kærester og familie, mens øvelokalet, musikstudiet og livekoncerterne fylder mere og mere. Imens succesen vokser, og alt bliver vildere og vildere, forsøger drengene at skabe ro til at vokse og udvikle sig, både individuelt, som band og som venner. Hvem er man på scenen, og hvem er man, når man træder ned igen? Pludselig har de fire venner brug for hinanden mere end nogensinde før.
Instruktør: Emil Næsby Hansen
Medvirkende: Rumle Kærså, Bertil Engberg Nielsen, Bertram Ask Plauborg Rasmussen, Noah Elias Rasmussen
Fjerritslev Kino
Fjerritslev